Sider

lørdag den 7. januar 2023

Forældre med til logopæd

Siden januar 2022 har min kollega og jeg tilbudt undervisningforløb for børn med store udtalevanskeligheder. Undervisningen foregår i et lokale på en skole centralt placeret i kommunen. Forældrene deltager i undervisningen og det er i de fleste tilfælde en fordel af flere årsager :-) 

Her er lidt refleksioner over fordele og ulemper ved denne model:

Tid
Jeg sparer tid, når jeg ikke skal køre rundt mellem børnehaverne - både på transport, men også på at pakke materialer frem og tilbage, finde barnet og finde et sted at være. Så jeg kan nå at undervise flere børn, end jeg ellers kunne.

Forældrene er med
Forældre ser undervisningen og har mulighed for at stille spørgsmål. Jeg kan give bedre og mere konkret vejledning, når forældrene selv har set, hvad der foregår. Forældrene har lettere ved at arbejde med hjemmearbejdet, fordi de har fået en grundigere instruktion. 
Det er lettere at tale om vanskeligheder, der dukker op under vejs og finde løsninger. En typisk vanskelighed er, at barnet ikke er motiveret for at øve derhjemme.

Børn, som er mere trygge - eller som er mere generte
De fleste børn jeg ser, trives godt med at have en forældrer med. Nogle børn bliver meget generte af at have deres forældre med. Så har vi mulighed for, at forældre venter i lokalet ved siden af. 

Børnehaven er længere væk
En udfordring ved denne model er, at børnehaven er længere væk - det er vanskeligt for mig at vejlede personalet i, hvordan de støtter barnets sproglige udvikling, når jeg ikke kommer i børnehaven. Når et undervisningsforløb er slut, har børnehavens logopæd derfor en opgave i at hjælpe personalet igang. 

Kan forældrene virkelig godt det?
Før vi startede, var vi usikre på, om det overhovedet var muligt. De fleste forældre arbejder jo i dagtimerne. Men det har vist sig, at det er muligt. Vi forsøger at imødekomme folks ønsker om ugedag og tidspunkt (indenfor almindelig arbejdstid). Vi kører undervisningsforløb på 8 undervisningsgange a 45 min. 

Erfaringer med Multiple Oppositions

Multiple Oppositions er en undervisningsmetode, som er velegnet børn med udtalevanskeligheder, hvis udtale er præget af fonemkollaps. Det betyder, at barnet udtaler mange lyde som den samme lyd. Jeg møder især børn, der erstatter mange lyde med G eller D. 

Man kan læse mere om metoden her: https://adventuresinspeechpathology.com/when-to-use-the-multiple-oppositions-approach-in-speech-therapy/

Jeg synes, det var lidt svært at forstå, hvordan det skulle gennemgøres i praksis (med den begrænsede tid jeg har til at sætte mig ind i sagerne...). Men jeg fandt denne fine video på youtube, som viste det virkelig godt: https://www.youtube.com/watch?v=tdjL4UX7NIQ

Fremgangsmåden i videoen gør det tydeligt for barnet - og forældrene - at der er forskel på lydene og at det er vigtigt at få lavet den forskel, når man udtaler ordet.