Sider

onsdag den 18. marts 2020

Aktiviteter med mange ordgentagelser

Enkeltordsgentagelser


Bombespil


Bombespil er et skønt lille spil, som findes i Sprogeriets Minimale Par-kasse. Jeg har selv fremstillet bombespil inspireret af dette med de målord, jeg lige stod og havde brug for. Man klipper kortene ud til små brikker, lægger dem med billedsiden mod bordet og blander dem godt, så bomberne er fordelt. Første spiller trækker kort og siger, hvad der er på billedet. Når man trækker en bombe, er det næste spillers tur. Hurtigt og enkelt at gennemføre og jeg har ikke mødt et barn endnu, som ikke kunne lide det. Selv de lidt større børn synes ofte det er ok-sjovt.

Bombespil med målordet "krage"



Dragespil


I 2017 holdt Maria Grundtvig og Marit Clausen et oplæg på Nyborg Strand-kursus om inkonsistente fonologiske vanskeligheder. Slides kan findes her: https://www.alf.dk/images/Clausen_Grundtvig_ALF2017_pdfHANDOUT.pdf
Her tror jeg nok Maria nævnte dette lille spil, som jeg har brugt med små børn (3 år) eller børn der helst skulle have noget ret enkelt.

Spilleplade
Til spillet bruges en spilleplade (3 A4-ark sat sammen), et antal trylleord (5 billedkort med målord/lyde) og 5 figurer (jeg har brugt smålegetøjsdyr). Jeg opbevarede dyr og billedkort (kaldet "trylleord") i en lille stofpose, hvilket ligesom øger magien 😀

Barnet fik lov at bestemme, hvilket dyr, der først skulle forbi dragerne. Jeg valgte et trylleord, som barnet skulle sige for at besejre dragerne. Trylleordet skal siges 3-5 gange (alt efter barnets dagsform) for at besejre en drage. Når en drage er besejret, må man rykke videre til næste runde felt. Meget simpelt.

Man kan lave sin egen variant af spillepladen med ting, barnet kan lide. Jeg har fx lavet én med ninjaer, hvor målet er (et billede af) en stor pose slik.


Monsterhop (fra https://www.minkusinemaria.dk/)


Et fint lille spil i samme boldgade som dragespillet. Se mere her: https://www.minkusinemaria.dk/2016/01/monsterhop.html



Sig ordet så mange gange du kan på 1 min.


Brug billedkort til at visualisere ordene. Jeg har brugt denne aktivitet med et større barn med verbal dyspraksi. Barnet havde et veludviklet konkurrencegen og var god til at selv-korrigere. Der er en risiko for at præcisionen ryger, når barnet skal sige ordene på tid.
Jeg tog tid med stopuret på min telefon og satte en streg, hver gang barnet havde sagt ordet. Så skrev vi antallet ned til sammenligning med sidste gang vi havde sagt ordene og snakkede om, hvordan det gik ifht til sidste gang.

Variant: Sig ordet 10 gange så hurtigt du kan.


Vendesspil med forskellige billeder af samme ting?


Min erfaring er, at vendespil ikke er så velegnet til mange gentagelser på kort tid. Men måske kan det alligevel bruges i en snæver vending, hvis man laver et spil med forskellige billeder af samme målord? Evt. i nogle farvede rammer, så det ikke er totalt umuligt at huske, hvor de enkelte brikker ligger?



Kedelig gentagelsestræning


Man kan også acceptere, at det godt må være kedeligt at øve sig og så indlægge mange små pauser, hvor barnet laver noget, det synes er sjovt, som ikke behøver have relevans for undervisningen, som man gør i ReST.
Jeg oplever af og til, at der går meget tid med selve spillet - at forhandle regler, at barnet "fjoller" fordi det synes spillet er kedeligt, at fokus kommer på at vinde osv. - dyrebar undervisningstid, som kunne bruges bedre. Nogle børn kan sikkert godt acceptere at noget af undervisningen er kedelig gentagelsestræning, hvis der så tilgengæld er 2 min. ipad-pause i ny og næ...

Gentagelser af sætninger/fraser

Fiskespil

"Må jeg få alle dine..." eller bare "alle dine...". Et godt spil, fordi det naturligt lægger op til kommunikation mellem spillerne. Bruges også på voksenområdet til optræning af ordfinding fx til borgere med afasi - her hedder det CILT. Man kan evt. spille med åbne kort (man lægger sine kort på bordet, så spillerne kan se hinandens kort) hvis barnet endnu ikke helt mestrer reglerne.

Fiskespil: Rød fisk, lilla fisk, blå fisk...

Fiskespil: Stor/lille hamster, heks osv.

Jeg har brugt samme billede/genstand i forskellige varianter for at få mange målordsgentagelser i en lille frase. I øverste spil er målordet "fisk". I nederste spil er målordene "hamster" og "heks". Man kan variere, så der er "to store hamstere" på et billede eller "tre små blå fisk" og dermed øge sætningslængden.

Træk et kort og sig ordet på tid med en farve foran

Jeg brugte en bunke kort med målord. Aktiviteten gik ud på, at barnet skulle trække et kort og lave en sætning, hvor det satte en farve foran kortet. Eksempel: Billede af et hus - barnet kunne fx sige "et rødt hus", "et blåt hus" eller tilsvarende. Barnet skulle nå så mange kort/sætninger som muligt på et minut.
Kan udvides, så barnet siger en hel sætning: "Det er et hus". 


Jeg modtager gerne flere ideer - skriv gerne en kommentar😀 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar